Nu vil amerikanere og briter opdrage deres børn som danskerne gør det

Oversat til 15 sprog, solgt i over 19 lande og nyligt relanceret i USA, Canada og Storbritannien. Forfatterne bag bogen »The Danish Way of Parenting« har gjort dansk børneopdragelse til en eksportvare. Men opdragelsesværdier lader sig ikke sådan eksportere, og man må ikke glemme bagsiden af den danske lykkemedalje, påpeger fagfolk.

Dansk arkitektur og design, nyt nordisk køkken og TV-serier som Borgen og Forbrydelsen. Listen af danske eksportsuccesser er lang. Nu bliver den længere, for verden har tilsyneladende fået øjnene op for den danske børneopdragelse.

Det skyldes bogen »The Danish Way of Parenting«, som udkom første gang i 2015 og er solgt til mere end 19 lande. Den er netop blevet relanceret i USA, Canada og Storbritannien gennem det store forlag Penguin Random House.

»Det er kommet bag på os, at bogen er blevet modtaget, som den er. Men det fortæller mig, at der må være en stor efterspørgsel efter nogle helt andre værdier, bl.a. i et samfund som USA,« siger Iben Sandahl, der er medforfatter til bogen.

Medier som The Washington Post, The Guardian og The Huffington Post har omtalt bogen, der ifølge Sandahl ad flere omgange har ligget nummer ét på Amazon.com i »parenting«-kategorien. Desuden har Iben Sandahl holdt foredrag for amerikanske universitetsstuderende, hvor hun fandt ud af, at bogen bruges i undervisningen flere steder i USA.

Men historien begynder et andet sted. Sandahls amerikanske medforfatter, Jessica Alexander, undrede sig under et besøg i Danmark sig over, at danske børn tilsyneladende virkede mere harmoniske end deres amerikanske modstykker.

Sammen besluttede de sig for at undersøge spørgsmålet: Hvorfor bliver danskerne år efter år kåret som verdens lykkeligste folk – kan det hænge sammen med opdragelsen?

I et samspil med professionelle erfaringer og research kom de frem til et simpelt svar: Nøglen er respekt for det enkelte barn; leg og tillid frem for pres og præstation.

»I bogen forsøger vi at begrebsliggøre noget, mange af os tager for givet. Indgroede mønstre, vi ikke tænker over her i landet,« siger Iben Sandahl.

Hvor danske børn er opflasket med værdier som fællesskab, hygge, nærhed og værdsættelse af samvær, står det anderledes til med USA, mener hun. Et manglende sikkerhedsnet, heftig individualisme og devisen »Enhver er sin egen lykkes smed« gør amerikanerne ivrige efter at lære fra verdens lykkeligste land, siger Iben Sandahl.

»Amerikanerne går meget op i ’happiness’. Derfor bar omslaget på vores første bog også et stempel med ’voted as the happiest country in the world’, da den skulle fange amerikanske læsere,« siger hun.

Af Eva Elisabeth Østergaard Jensen

Læse resten af artiklen fra Berlingske Tidende her

Facebooktwittermail

Comments are closed.